Indlæg af Sander Jensen, november 2023
Jeg har fået en udfordring om at tage ud til den nye by Nye og se, hvad al snakken er omkring nye fællesskaber, bæredygtighed og nye måder, at bo sammen på. På en våd og kold mandag november formiddag, efter børnehaveaflevering på Trøjborg, begiver mig med Letbanen og min cykel under armen ud til det nordlige Aarhus. Det første der møder mig på Letbanen er, at Jørgen Leth taler til mig med sin poetiske oplæserstemme og følger mig hele vejen ud til ”Nye – tryk for stop”. God timing for at give et godt indtryk. Der står jeg så på trinbrættet med min cykel og en god vind i nakken, imens jeg skuer langt ud over markerne med november-våde Aarhus som en langstrakt gråbrun kulisse i det fjerne.
Hun savner ikke Graven
Jeg må se på Google Maps for at være sikker på vejen til købmanden Nyma, som er mit endelige mål. Der er to lettere snørklede ruter, og jeg sætter i gang. Efter 200 meter møder jeg en gammel bekendt, en enlig mor og tidligere Latinerkvarter-cafe-latte-ven, som er på vej ind til byen til sin mødregruppe. Vi får en god snak, og jeg fortæller, at jeg er på studietur til Nye. Jeg hører hende også halvkritisk om, hvad hun nu synes om Nye. Jeg tænker, at hun må da have et eller andet kritisk. Det plejer vi danskere jo at kunne finde frem til enhver lejlighed. Et men eller et dog eller i det mindste et burde. Hun siger bare, at hun nyder at bo herude. Da jeg spørger, om hun ikke savner Graven og cafeerne inde i byen, svarer hun, at hun bare går ned og drikker kaffe i Nyma. Hvad dælen, tænker jeg, er hun indoktrineret? Hun siger, at hvis man skal danne sig et indtryk, skal jeg indenfor i boligerne. Jeg kunne bare gå op til hendes bolig og kigge ind, døren står åben. Hold da op, vi er kommet på landet. Fantastisk.
Følg lamperne til civilisationen
Jeg takker mange gange, men måske en anden dag. Hun arbejder også inde i byen, så hun får også stillet hendes bytrang, hvis hun har brug for det. I det fjerne suser det fra Djurslandmotorvejen og jeg hører hende, om man ofte kan høre motorvejen? Næh, det lægger hun ikke mærke til, måske når der er vådt og vinden blæste denne vej, så kan man godt høre den. Men ellers ikke. Jamen. Den rene idyl. Vi siger farvel, og jeg juller videre ad den asfalterede sti, der bliver til en markvej, dog stadig med fine gadelyslamper ved min side, så jeg kan berolige mig med, at jeg stadig er på den rette vej mod civilisationen. Jeg tager ruten rundt om Nye, for at tjekke bebyggelserne ud, helst uden at ligne en alt for skummel person. Jeg tænker dog, at jeg ikke ligner en østeuropæisk tyvebande på min jernhest med cykelkurv og barnesæde. Foran mig troner Nye sig op med bebyggelsen Sneglen forrest i den fugtige novembergrågrønhed, og den første tanke, der lige falder mig ind er, at det ligner en samling prærievogne fra det vilde vesten, der er placeret i rundkreds for beskyttelse. En bebyggelse med pionerer, der er rejst langt væk fra det sikre, mod det ukendte, for at skabe sig deres egen lykke.
November er worst case
Alle bebyggelserne har jeg set før på visualiseringer og sommerbilleder, men verden ser unægtelig anderledes ud en våd og blæsende november. Jeg har altid ment, at man skal se ens mulige hjem i november, inden man beslutter sig. Jeg mener faktisk, at alle bygherrer burde tvinges til at lave visualiseringer i novembervejr, så man som borger, beslutningstager og politiker kan se et visuelt worst case scenarie for at bedømme arkitekturens og områdets kvalitet. Området i Nye ser nu ikke værst ud i november. Der er ikke fyldt med døde græsplæner og asfalt, men har varieret udtryk af bevoksning og krummelurer, der får lov at passe sig selv og ligne et rigtig sted. Der er drivhuse, bede og en mark, hvor der dyrkes noget, ser det ud til. Jeg forstiller mig, at på årets solrige dage, vokser der flere vilde ting her.
Variation, rod og patina pynter
Mange af husene har træbeklædning og først får jeg et lille chok. Nogle af de først opførte boliger i Nye har på billeder og visualiseringer i lyst træ, men nu er det mørkt, nærmest sort. Træet har forandret sig og fået patina. Jeg synes faktisk, at det pynter og giver karakter. Uden at have nogen som helst forstand på vedligehold og træ. Boligerne og bebyggelserne ligger også forskudt og skævt i forhold til hinanden og hvilken befrielse, at de ikke ligger på snorlige rækker, som endeløse danske almene og ejerboliger er blevet bygget og stadig gør efter den kvadratiske salamimetode. Vorherre bevares, hvor er nye boligområder normalvis anlagt efter en fantasiløs ingeniørlineal, som var mennesker tremmekalve. Det tror jeg faktisk, er den største overraskelse i Nye. At det hele ”roder” og varierer på en, må man gå ud fra, gennemtænkt måde. Der er ingen lige veje eller lukkede karréer. Tak for det.
Købmanden og gedeosten
Jeg finder vej til Nyma af de snoede veje og parkerer cyklen. Der er en kvinde på cykel, og hun hilser. Ja, der er flere der hilser på mig, jeg føler mig lidt som en gæst og forstiller mig, at det var noget man gør her. Hilsen på hinanden. Det gør vi ikke på Trøjborg. Indenfor i det lyse, varme, luftige og lidt ”rå” Nyma får jeg øjenkontakt og smil fra både ansatte og kunder. Stedet er en skæv blanding af en ny bygning i beton med højt til loftet og panoramavinduer, hvor interiøret er inddelt i sektioner med gamle genbrugsvinduer. Rum i rummet. Jeg sætter Nyma på en test. Har de god vin og whisky? Tjek. Har de færdigretter? Tjek. Endda hjemmelavede. Har de gedeost fra Tebstrup? Tjek. Mere har man ikke brug for som menneske. Jeg finder også ”sølvstøv” til at pynte på kagebagning, som mine børn elsker. Tjek tjek.
Flyttede folk fra Midtbyen
Ved disken møder jeg købmand Carsten, der kender mig lidt fra tidligere. Og der er Simon ”vicevært”, som jeg kender fra Mejlgade. Han er ude og fikse huller i Bydelskontoret, hvor det regner ind. Og hvem ser jeg i køkkenet bag den charmerende genbrugsvinduesmur? Dan, som jeg kender fra gamle dage, da jeg var stamkunde på Vesterlauget madbodega i Vestergade. Jamen hej alle tre, som jeg førhen mødte i Midtbyen. Så står man der og sludrer og krammer – og prøver at forklare, hvorfor jeg er på studietur. For det er lidt underligt. Jeg siger, at jeg bare har fået at vide, det burde jeg gøre. Dan bor her også. Jeg må også gerne kigge ind i hans bolig! En Americano og en hvedebolle med gavmilde skiver at oksespegepølse bliver min anden morgenmad. Der er gratis boblevand og stillevand (sjovt) på hane. Så går jeg ellers i gang med mit ordinære arbejde ved cafebordet, uden at nogen skuler efter mig, som man kan opleve på byens cafeer. Arbejdet trækker ud og pludselig er klokken 12.00. Jeg får en americano mere og en hvedebolle med gavmild humus og mere pølse. Kl. 13.20 klapper jeg computeren sammen og begiver mig hjemad. Med mig hjem køber jeg 1 kg Nye økologiske havregryn til 27 kr., der efter sigende skulle mætte 10% mere end normalt havregryn.
Opgør med parcelhusdanmark
Det er blevet rigtigt koldt og blæsende på vej mod letbanen og ned ad de krumme veje, skutter jeg mig. Kan man bo her? Er det et lokalsamfund? Hvordan er det, når solen og varmen kommer frem? Bliver det en byggeplads i mange år frem? Sikkert. Men det bliver nok ikke som da mine forældre var unge og købte et parcelhus med 20% kreditlånsrente på en mark i provinsen, hvor husene lå lomme efter lomme adskilt af spæde ligusterhække, carporte og asfalt. Det bliver noget andet, noget mere gennemtænkt, der skal tiltrække mennesker, der gerne vil det nye. Det gør vel heller ikke noget, at der er aktivitet, hvor man bor. Så man ikke falder i søvn og lukker sig om sig selv. Der er et stort potentiale, og en helt unik mulighed for at skabe en by, der ikke ligner nogen anden. Med delebiler, fælleshaver og fællesspisning. Vi krydser fingre. På gensyn Nye og tak for kaffe.
Babyen i prærievognen mod Nye jagtmarker
Da jeg igen står ved letbanestoppet, selvfølgelig alt for tidlig på den, da det ikke tager mere end 4 minutter at cykler dertil, går noget op for mig. Letbanestoppet kommer til at ligge i midten af det endelige Nye. Det bliver et stort området. Jeg har kun besøgt et hjørne i ”område 01”. Mon ikke der bliver plads til flere Nyma’er og flere lokale mødregrupper, så man ikke skal pendle til byen og har alt, hvad man behøver her i denne småutopiske fremtidsby? Ideerne og initiativet er der i hvert fald. Det er så op til pionererne og nybyggerne, at finde modet til at pakke prærievognen og drage mod Nyes horisonter – for at finde nye jagtmarker for det gode liv.
